Fødselsforberedelse: Fremtidens beslutningsprocesser og samtykkekultur, har rødder i indre aktivisme

Det er min sidste vagt som jordemoderstuderende. I flere år har vi stået her i vagtrummet, som opkøbere af en kultur der ikke lærer os kvinde og kropsærende praksisser. Kulturen forener ikke den store omvæltning der sker i en kvindes indre under graviditeten, i fødslen og i tiden efter, med de offentlige fødselsforberedelsestilbud. Det er den besjæling den enkelte assistent, jordemoder og læge lægger i sit arbejde, der har båret mig igennem.  

Jeg er desillusioneret og stolt. En kompleks tilstand af fryd og afmagt.

En rosa elefant i rummet

Kun få kvinder ved, at der både fødes en moder og et barn. De er én krop og forvandles begge. Fødsels-dramaturgiens underjordiske murren og knagen, dekonstruerer kvindens selvbillede.

Min fryd skyldes bl.a. glæden over, at jeg igennem min studietid, har lært faglige og teoretiske ting om fysiologien og at jeg har haft lejlighed til, at observere og erfare de udtryk og bevægelser fødekroppen frigiver i ve-arbejdet.

Afmagten kommer sig af, at de indre riter ikke vægtes. Der står en stor rosa elefant i rummet, som ingen taler om? På et tidspunkt skælver jorden. Der kommer et levende menneske ud af kvindekroppen, efter timer med initierende ve-arbejde - der skete et mirakel, men hvor er fejringen af hende der lige har skabt liv? Der kommer ingen og hylder hende. Ingen tysser på de tilstedeværende, så moderen og barnet kan få ro, til at se ind i den vilde natur, de netop har vandret i. Deri ville den næring ligge, som den nye mor skal genopbygge sit selvbillede af. I roen, i fejringen og selvfølgelig også i den forudgående proces som graviditeten og fødslen er. Den nektar hun opsuger i disse forudgående måneder, betinger barselstidens processer og hendes resiliens.

Kvinden er blevet ført ud af mysteriet om overgangsriterne, den dybe forbindelse til jorden og kroppen som en fødsels-permakultur. Fødekroppen risikovurderes og anses som en utilregnelig faktor, med noget indeni den, som anslås at være farligt.

Det vi lærer om fysiologien på skolen er imidlertid, at det er imod udefrakommende forstyrrelser kropsøkologien skal skærmes.

Sårbarheden ved det internaliserede patriarkat

Kvinden i fødselskulturen, er først og fremmest truet af den del af patriarkatet som er internaliseret. Dette kan komme til udtryk i beslutningsprocesser og i grænsesætning. Der hvor hendes instinkter ikke vinder og kroppens voldsomme skabertrang, ikke får lov til at medskabe i beslutningsprocessen, skal hun ikke regne med at få det tilbage af kulturen. Hun må selv opøve en indre aktivisme.

I vagtstuen er auktionarius ikke interesseret i hård valuta, men dedikation ifht. at indsamle erfaringer. Solgt til den studerende derovre – et styks tredjegangsfødende med magnesium drop, kramper og kontinuerlig overvågning. Her handles der ikke med hverken kvæg eller møbler, men håndelag og retningslinjer.

Jeg skal også vælge fødende. Jeg har indfriet mine forpligtigelser indenfor patalogien: tvillingefødsler, underkropsfødsler, svangerskabsforgiftning, igangsatte fødsler, vaginale fødsler efter kejsersnit og ambulatorie vagter. Min mappe er fyldt med afkrydsninger, der addere alle mine år på jordemoderstudiet. Min arm ryger simpelthen ikke op.

Jeg står tilbage og i det skjulte er jeg stolt og lettet. Jeg orker ikke mere samlebåndsarbejde i mødet med mennesker i en ekstremt sårbar livsovergang, uden at kunne følge tingene ordenligt til dørs. Utilstrækkeligheden er massiv. Sorgen latent.

”Nå Tara, hvad skal vi finde på til dig?”

Jeg trækker på skuldrene, shaker dem lidt og smiler. Telefonen ringer.

Afdelingsjordemoderen tager den ”Ja ok – det lyder som om vi skal sende en jordemoder?”

”Er I åbne for at der kommer en studerende med ud i hjemmet til jer?” Hun skæver tilbage på mig, spørger med ansigtsmimik og gestik?

”Hun er i sin sidste del af uddannelsen og meget selvstændig” wooow jeg er næsten uddannet jordemoder!

En skovbund i stuen

Det bliver arrangeret at jeg skal med hospitalets hjemmefødselsteam til Vesterbro.

Jeg hører gråd og jamren fra stue fire. Ellers er alt stille – ”epiduralerne” drikker vestimulerende medicin af slanger og tisser i kateterposer af plastik. Bækkenets sommerfugleknogler og barnet forsøger at passe sammen i et møde uden tyngdekraft og bevægelse.

I taxaen mærker jeg sorgen. Det har været så vanvittigt grænseoverskridende en uddannelse at tage – jeg gør jordemoderen til en skriftestol; ”Kommende mødre skal ikke føle sig rodløse” siger jeg ”men indre aktivisme i graviditeten er ikke noget vi har tradition for i vesten. Det kræver jo en allerhelvedes stærk kropsautonomi at ændre en krænkelseskultur til en samtykkekultur, i et system hvor den gode vilje alt for ofte er lig med overbeskyttelse og dominans”. Hun lytter interesseret, jeg har virkelig brug for at lette mit hjerte. Min sidste vagt! Optur!

”Det hele står og falder jo med det samtykke”. ”Hvorfor er fødslen en kampplads for magtstrukturer, der kun trives kva et patriarkalsk hieraki?” Denne konstruktion gennemvæder jo fuldstændig måden kvinderne bliver talt til, men også måden hvorpå de opfatter sig selv og hvordan de responderer”. Sådan overordnet, får jeg lige sagt og har straks bedre samvittighed.

Indenfor i lejligheden bliver vi mødt af madduft. Levende lys spreder varme og ro. Jeg går imødekommende hen til de to forældre, der altså har valgt, at deres andet barn skal komme til verden i deres egen stue. Jeg når lige at præsenterer os, inden der kommer en ve rullende som en brænding i storm og fuck jeg kan mærke at jeg bliver berørt. Tårerne presser sig på, jeg rejser mig og trækker mig væk - jeg kan lige tage de ting vi skal bruge, frem på en bakke.

Kvinden fortsætter fordybet. Det er sådan det skal være tænker jeg. Masser af bevægelse og impulsive fødestillinger. Ikke så mange dikkedarer. Her forstærker fysiologien den indre dramaturgi fordi hun ikke udsættes for forstyrrelser. Den ukomplicerede gravide kvinde skulle i reglen holde sig langt væk fra hospitalet. Her i disse rammer næres hun af sin egen bedrift. Den selvledelse jeg ser her, vækker en dyb resonans i mig. Der går heller ikke mange timer, før kvinden føder en stærk, fin unge i skovbunden af sin egen autonomi og integritet.

Indre aktivisme er vejen til kroppen

Sårbarheden er naturligt til stede når man lige er blevet mor, men vi har alt for mange traumatiserede nybagte mødre gående omkring. Jeg ville ønske at offentlige fødselsforberedelses tilbud også rummede introduktion til et indre aktivistisk arbejde; Jeg mener at et patriarkalsk verdenssyn, er virkelig skadeligt i en uidentificeret og internaliseret form, idet det påvirker den gravides beslutningsprocesser og evnen til grænsesætning. De fleste af os, er ikke vant med at mærke, afkode og kommunikere kropslige sansninger til omverden. Vi ved som oftest ikke hvad en traume-respons, endsige en projektion er og at det skaber afstand og adskillelse, når vi ikke tager os af vores eget indre landskab. Gravide skal være rustede til virkelig at battle med pater, som lever i kulturen omkring os og traumatiserende fødselsoplevelser kan forebygges, ved at være opmærksom på denne sammenhæng. Ved at sætte fokus på dette emne, er det min forhåbning, at flere vil gribe muligheden for at tage ejerskab over deres beslutningsprocesser i graviditeten, påvirke deres fødsel og efterfødselstid, ved at blive gode til at navigere som aktivister i deres egne følelser og tanker. Jeg har ligeledes et rigtig stort ønske om, at dette bliver givet til kvinder som et offentligt tilbud.

Tara Ravn er privat jordemoder. Artiklen er bragt i redigeret kronikformat d.14 Juni 2023 i Information.

Find hende på følgende site www.naturligfødsel.com

Al interesse besvares på tlf. 26831971 eller email: jordemodertara ravn@gmail.com